23948sdkhjf

Mangel på mælk skyder prisen i vejret

Efter næsten to år med lave mælkepriser er prisen gået op på især smør, fløde og osteprodukter.
Prisen på en liter mælk er på et år steget med halvanden krone i et supermarked som Bilka.

Det skriver DR Østjylland .

For forbrugerne er det en klar ulempe, men for landmændene er det en lige så klar fordel.

Pressedirektør Theis Brøgger fra mejerikoncernen Arla siger, at landmændene nu får 2.77 kr. per liter mælk, hvilket er 49 procent mere end sidste sommer.

Det skyldes, at mælk er blevet en mangelvare. Efter næsten to år med lave mælkepriser holdt landmænd verden over nemlig op med at producere mælk og sammen med et stigende forbrug på mælkeprodukter globalt, giver det højere priser.

- Vi ser det især på smør, osteprodukter og fløde, da der især er mangel på mælkefedt. Det vil nok fortsætte nogle måneder endnu, siger Theis Brøgger.

Mælkeproducent Hans Jakob Fenger producerer fem millioner liter mælk om året, og med 91 øre mere per liter giver det knap fem millioner kroner ekstra i indtægt.

- Det er dejligt, for vi ved, at det ikke varer ved. Vi er i et globalt marked, hvor tingene varierer, så man skal sørge for at få sig polstret til, når det går nedad igen, siger han til DR Østjylland.

Derfor skal den højere indtægt bruges til at forny for eksempel de robotter, der malker køerne.

- Der er kommet nye teknologier og viden, som vi nu kan købe ind. Vi har mulighed for at give vores folk en håndsrækning i lønningsposen, så alt i alt giver det noget mere albuerum, siger Hans Jakob Fenger til DR Østjylland.

Landmændene får altså 91 øre ekstra per liter, men prisen er sat op med 1,50 kroner i Bilka.

Men det afgørende for prisen i køledisken er den pris, som butikken kan få varen til, siger Mads Hvitved Grand, der er pressechef i Dansk Supermarked, som Bilka er en del af.

- For godt et år siden var mælkeprisen utrolig lav, så den ligger også i et mere naturligt leje i dag, siger han til DR Østjylland.

Hverken Dansk Supermarked eller Arla ønsker at oplyse, hvad supermarkederne skal betale til Arla for en liter mælk.

FAKTA: Smør og ost kræver mest mælk:

Et kilo Lurpak smør bruger 10 liter mælk

Et kilo Danbo ost bruger 10 liter mælk

Et kilo Karoline fløde bruger 3 liter mælk

Et kilo Cheasy skyr bruger 3 liter mælk

Et kilo Cheasy yoghurt bruger 1,5 liter mælk

Et kilo frisk mælk bruger 1 liter mælk

Kilde: Arla

FAKTA: Prisstigning fra 1. juli 2016 til 3. august 2017 med Bilka som eksempel:

Budget minimælk 1 liter: Fra 4,95 kroner til 6,50 kroner

Budget letmælk 1 liter: Fra 5,45 kroner til 6,95 kroner

Budget skummetmælk 1 liter: Fra 4,95 til 6,50 kroner

Budget smør i folie 250 gram: Fra 8,50 kroner til 11,50 kroner

Vores Mejeri piskefløde 500ml: Fra 11,95 kroner til 16,95 kroner

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095